Fagmandens 10 gode råd - før du investerer i en varmepumpe
Generelt om opvarmning af boliger – Nyt bygningsreglement
Når man ved boligbyggeri skal tage stilling til, hvilken varmekilde man ønsker at benytte, skal man være opmærksom på, at det nye bygningsreglement, som trådte i kraft 1. april 2006 giver mulighed for at blive fritaget for tilslutning til den kollektive varmeforsyning som fjernvarme eller naturgas, hvis huset overholder kravene til energiklasse 1 eller 2. Ofte vil disse krav kunne overholdes alene ved normal isolering og installering af en varmepumpe.
1. Energimærkning
Din varmepumpe skal være energimærket A, og systemgodkendt af Teknologisk institut.
2. Inverterstyring
Den nye styringsform "inverterstyring" er en trinløs kapacitetsregulering af kompressoren, der hele tiden tilpasser varmepumpens ydelse i forhold til det aktuelle varmekrav der er i boligen. Inverterkompressoren vil give en langt større energibesparelse set i forhold til en standard kompressor og forhindrer samtidig at varmepumpens kompressor får en masse opstarter.
3. Kølemiddel
Kølemidlet der anvendes i anlægget skal være det høj effektive R410A. Det har vist sig at R410A er særdeles effektivt i luft/luft varmepumper da det har en god varmeoptagelsesevne og derved sikrer en god virkningsgrad (COP-faktor). Derfor kører alle nye, tidssvarende og energirigtige varmepumper i dag udelukkende på dette kølemedie.
4. Tilpasset nordisk klima
Din varmepumpe skal være tilpasset det strenge nordiske klima. Den skal derfor være udstyret med en effektiv afrimningsfunktion uden brug af el-varmelegemer.
5. Placering
Det er ikke ligegyldigt hvordan og hvor inde- og udedele placeres. Lad fagmanden rådgive om placering.
6. Virkningsgrad
COP faktoren (virkningsgraden) skal være ca. 3,6 ved 7° udetemperatur og 20° indetemperatur. COP er forholdet mellem den energi varmepumpen bruger og den energi varmepumpen afgiver til boligen målt i kW. Angives som f. eks. COP 3,62 efterfulgt af en angivet udetemperatur / indetemperatur. Dette betyder at ved de angivne temperaturer får du tilført 3,62 kW varme til din bolig for hver 1 kW varmepumpen bruger. Ser du fx en COP 5,6 uden at der er angivet nogen temperatur bagefter, så vær på vagt, det er ikke COP ved EUROvent standard. Husk at sammenligne fabrikaterne ved samme temperaturer.
7. Lydniveau
Lydniveau er et vigtigt parameter ude, såvel som inde. Vær opmærksom på hvorledes lydniveauet er angivet. I reglen angivet som lydtryk i dB(A) i en given afstand. Inde-delens lydtryk bør være under 30 dB(A) på lav hastighed.
8. Rådgivning
Vælg en leverandør der kan give dig en faglig god instruktion og vejledning
9. Installation
Installationen skal foretages af en fagkyndig installatør. Autoriserede kølefirmaer er fagkyndige. Da kølemidler i dag klassificeres som kemikalier SKAL dette håndteres professionelt. Forkert installation kan være kostbar, da det kan betyde kort levetid på anlægget, og i værste fald ødelægge kompressoren. Væske og gasrør skal være indvendig rensede og udvendig kondensisoleret med diffusionstæt materiale.
10. Garanti
Garantien på varmepumpen er vigtig. Hvad er dækket og hvor lang tid? Bliver udbedringen udført af fagkyndige på stedet, eller skal anlægget nedtages og indleveres til sælger?